Bestyrelsesmøde august 2018

23. august 2018

Bestyrelsesmøde august 2018

Så er vi ved at være i mål med vores nye kraftvarmeværk på Gutenbergvej. Der køres de sidste målinger og test på anlægget nu. Det ser rigtig fornuftig ud, alt ser ud til at fungere optimalt. Det der har været vores største problem er vejret. Frosten drillede murerne i vinters, nu driller varmen vore medarbejdere i at køre anlægget på fuld kraft. Der er ikke mange, der har behov for at aftage varme, med de temperaturer vi har haft denne sommer. Vore tanke bliver lynhurtigt fyldt op når der skrues op for anlægget, men det er lykkedes med de afgørende prøver. Tørken har også drillet udendørs, den manglende regn har bevirket at det ny såede græs ikke spirer. De sidste mangler bliver noteret, og når vore entreprenører har fået disse udbedret, er ansvaret lagt i vore dygtige medarbejderes hænder.

Det der tager mest tid nu, er tilrettelæggelsen af vores store indvielse af værket, som sker lørdag den 15. september 2018. Det endelige program er ved at være på plads. Der annonceres i Sindal Avis, samt der bliver omdelt en flot folder til alle husstande. Dagen indledes af Sindal Blæserne, som modtager jer med musik på pladsen. Kl. 11.00 byder vores formand, Bjarne E. Christensen, velkommen, hvorefter der vil være taler af energiminister Lars Chr. Lilleholt, EUDP formand Thea Larsen og borgmester Arne Boelt. Derefter bliver kraftvarmeværket officielt indviet. Herefter kan alle komme på en rundtur i det nye værk, hvor der vil være et antal guider, som vil fortælle om værkets muligheder og kunnen. Når der er fest, skal der også være noget til munden og til maven. Der er opstillet et meget stort telt, hvor man kan nyde den mad og drikke, der udleveres fra pølsevognen. Til en god afslutning kan der nydes kaffe med dejlige kager. Arrangementet slutter kl. 15.00. Vi glæder os til at se jer alle denne dag.

Når festdagen er overstået, kan vi gøre klar til generalforsamlingen, som afholdes i Sindal Hallen onsdag den 26. september kl. 18.00. Som tidligere år starter denne aften med spisning, menuen er som vanligt stegt flæsk med persillesovs. Antallet af deltagere er steget fra år til år, så har du endnu ikke været med, så hold øje med annoncen i Sindal Avis, hvor datoen for tilmeldingen fremgår. Som andelshaver må det også være spændende at høre, hvad bestyrelsen bruger dine varmepenge til.

Vi er også i gang med planlægningen af den nye store udstykning af byggegrunde på Teglgården. Der vil om nogle år være en helt ny bydel på den østlige side af åen.